Jeg føler mig utroligt påvirket af situationen i Japan i disse dage.
Ikke fordi jeg er bange for at der kommer en radioaktivt sky til Danmark, men på vegne af det japanske folk og det at se hvordan et velfungerende land, intet kan stille op mod naturens kræfter. Faktisk er jeg så påvirket at jeg ikke rigtig kan tage mig sammen til noget, tankerne køre konstant og ikke engang havearbejde siger mig noget. Det hele føles lidt nytteløst og ligegyldigt …
Dog kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet her til morgen da jeg sad og kiggede på den lille buket af vintergækkerne og erantis Sienna har plukket, der er en form for håb over den. Måske det er tanken om at det altid bliver forår igen også når det ser alleer sortest og umuligt ud og det gør det vel også metaforisk talt i Japan. Jeg håber det japanske folk har den samme styrke som de små forårsbebudere, der langsomt men sikkert skyder op af den frosne jord!
Ikke fordi jeg er bange for at der kommer en radioaktivt sky til Danmark, men på vegne af det japanske folk og det at se hvordan et velfungerende land, intet kan stille op mod naturens kræfter. Faktisk er jeg så påvirket at jeg ikke rigtig kan tage mig sammen til noget, tankerne køre konstant og ikke engang havearbejde siger mig noget. Det hele føles lidt nytteløst og ligegyldigt …
Dog kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet her til morgen da jeg sad og kiggede på den lille buket af vintergækkerne og erantis Sienna har plukket, der er en form for håb over den. Måske det er tanken om at det altid bliver forår igen også når det ser alleer sortest og umuligt ud og det gør det vel også metaforisk talt i Japan. Jeg håber det japanske folk har den samme styrke som de små forårsbebudere, der langsomt men sikkert skyder op af den frosne jord!
